Sunnylven

Store skarer af reisende drager om sommeren gjennem Sunelven. På Hellesylt er et større hotel. Her er dampskibsanløbssted, poståbneri og skydsstation samt flere handelsmænd. Her står Sunelvens kirke i en brat bakke; kirkegårdsmurene ser du som en fæstning ved veikanten.

Sunelvens mest formuende og driftige mand er gårdbruger, stationsholder og hotelvært hr. Lars M. Hellesylt. Han har også et lidet dampskib, «Turisten».

I Sunelven havde der dannet sig en såkaldt smørforening. Man bragte det nykjærnede smør til et sted, hvor det saltedes under kyndige mænds hænder og tilsyn. Derefter afsendte man det til Kristiania og fik 7 øre mere pr. mark for det end andetsteds. En meierske reiste omkring i Sunelven, for amtets regning, den tid, jeg var der, og underviste folket i smørtillavning og anden meieribedrift.

 

Geiranger

Geiranger er et lidet annekssogn til Sunelven på omkring 40 gårdbrugere. Geirangerfjord, der går i nordlig retning fra Sunelvsfjord, er omkring 2 mil lang og meget trang og vild. Den er på begge sider omgivet av høie, steile, nøgne fjelde, der har de merkeligste former. Man har sagt, at Geirangerfjord og Geirangerdalen i naturstorhed er det mest storslagne og vilde parti, som vort land har at opvise. Geiranger ligner mest Nærøfjord og Nærødal i Sogn.

Heller ikke i Geiranger er meget sol om vinteren. På gården Merok er solen borte i 18 uger. Denne gård ligger ved bunden av Geirangerfjord, har dampskibsstoppested og poståbneri, skydsstation, to handelsmænd samt to hoteller for de mange reisende, som færdes her om sommeren. En ny vei fører fra Merok over fjeldet til Gudbrandsdalen. På Merok står kirken, en ottekantet træbygning fra 1842. Den forrige kirke, der var opført 1732, blev natten til den 2den juli 1841 sat ild på af en døvstum gut, Olaf Steffensen Gjorved af Geiranger, og nedbrænte med alt inventarium kar og klokker på få timer.

Ligeså travelt og livligt her, i Geiranger, er med dampskibe og reisende i sommermånederne, ligeså stille og trist er her i vintermånederne, i hvilken tid dampskibene anløber kun én gang for ugen, og ofte kan de ikke komme ind for is. Da er man aldeles afspærret fra udenverdenen. Men mon ikke mange af de reisende vilde have stor forbøielse af at se Geiranger i dets pragtfulde vinterdragt? Den er også storartet. Man ser de stolte majestætiske fjeldgubber, klædt i sine hvide frakker, og snefoget ryger og fyger i den vildeste dans underheftige stormflager fra disse høie fjeldtoppe.Her er mangen morsom sport, som for den reisende vilde være en stor livsnydelse! At gå på ski i fjeldene, hvor man kan se den stolte fos stivnet, tilfrosset lig krystal, at fare på skøiter på de isbelagte vande, hvor han om sommeren har fisket laks og ørret, at gå å rype-, reve- og harejagt; ja, vore sommerturister vilde da uden tvivl give digteren ret i, at «den norske vinter er så vakker».

Den 1ste februar forlod jeg det elskværdige Geiranger for med dampskibet «Geiranger» at reise til et andet sted. Kommen et stykke du i fjorden, gik et damprør i maskinen i stykker, så «Geiranger» måtte ankre et stykke   udenfor gården Knivsflå, hvor det lå i 6 timer, før røret atter kom i brugbar stand.